Kapitel 1: Støvsugerposen.

Der var én ting, Jens og jeg var fuldstændig enige om: Rengøring var noget, der skete for andre mennesker. Sådan nogle med fornuft, ansvar og en støvsugerpose, der ikke var fra 1973.

Hos os var standarden enkel: Hvis gulvet gjorde ondt at gå på, tog vi sandaler på. Det var vores rengøringssystem. Enkelt, effektivt – og fuldstændig ubrugeligt.

Problemet var bare, at meget af det, der lå på gulvet, ikke var støv. Det var søm. Og skruer. Og ting, der burde være i en værktøjskasse, ikke i et børneværelse. En dag fik jeg et søm i foden og måtte humpe ned til Jens’ mor efter et plaster.

Hun kiggede på mig, som om jeg lige havde indrømmet, at jeg sov i en bunke affald. “Hvordan får du et søm i foden indenfor?” spurgte hun med den der tone, der betyder: Jeg ved godt, hvad I laver, og jeg kan ikke lide det. Vi prøvede at forklare, at der selvfølgelig var rent ovenpå. Det var der ikke. Det vidste hun godt. Så hun sagde den sætning, der kunne få selv en doven dreng til at miste livsmodet:

“NU gør I rent. Og I støvsuger.”

Nilfiskens sidste kamp

Støvsugeren var en gammel Nilfisk. En tung, rund model, der lignede noget fra et museum. Vi startede på mit værelse. Aftørring af støv tog 20 sekunder – vi var ikke typerne, der gik op i detaljer.

Men da vi tændte støvsugeren, lød det som om, vi var i gang med at suge en grusgrav op. Vi stod og grinede, indtil Jens’ mor råbte:

“IKKE SÅ MEGET SNAK! I ARBEJDER!”

Efter et stykke tid stoppede støvsugeren med at larme. Vi to genier tænkte: Nå, så er der nok ikke mere skidt. Det var der. Støvsugeren havde bare givet op.

Posen, der burde have været på museum

Vi gik ind på Jens’ værelse og fortsatte. Efter et halvt værelse sagde støvsugeren: “Nej. Nu er det nok.” Vi tænkte den kan da ikke allerede være fyldt, for her er da ingen skidt, men vi åbnede den.

Posen var så fyldt, at den var hård som en bowlingkugle. Der kunne ikke være ét eneste hår mere i den.

Og så kom idéen. Den slags idé, der kun opstår, når to drenge tænker: Hvordan slipper vi for at gå ned efter en ny pose? “Kan vi ikke bare klippe den op og tømme den ud ad vinduet?”Jens: “Hvor?” Mig: “Ud ad vinduet.” Jens: “Whoo – fed idé! Det gør vi. Det bliver fedt. Hi hi.”

Det kunne vi godt. Det burde vi ikke.

Støvorkan over lyskrydset

Vi klippede posen op, gik hen til vinduet og hældte indholdet ud. De første par meter gik fint. Så kom et vindpust.

Og så… eksploderede hele skidtet i en gigantisk støvsky.

Det lignede tåge. Bilisterne i lyskrydset stoppede, blinkede, dyttede og prøvede at finde ud af, om der var sket en ulykke. Det var der ikke. Det var bare os.

Vi lukkede vinduet og grinede, så vi næsten ikke kunne stå op.

Telefonen ringer… selvfølgelig

Nede under ringede telefonen. Vi vidste godt, hvem det var.

Kiropraktoren ovre på den anden side af krydset. Han ringede hver gang, vi lavede noget dumt. Så… han ringede tit.

“Nielsen! Drengene er i gang IGEN! Vi kan ikke trække vejret herovre!”

Ingvard kiggede ud og sagde: “Hvor? Jeg kan ikke se noget… nå ja, det er jo derfor.”

Vi hørte trappen knirke. Det var vores signal til at lade som om, vi støvsugede. Uden pose. Det lød som en støvsuger, der havde givet op på livet.

Ingvard åbnede døren: “Hvad laver I nu?”

Vi sagde: “Øhhh… ikke noget særligt. Vi æhhh… støvsuger. Se lige hvor rent gulvet er.” Vi følte i ganske kort øjeblik, at vi var 2 engle.

Han sukkede. “Bare… lad være.”

Hvad med resten?

Da støvet havde lagt sig, hældte vi selvfølgelig resten ud ad vinduet. Man skal jo være konsekvent.