Kapitel 10: Snebold kast.

Det var en af de vintre, hvor sneen ikke bare faldt. Nej nej… den invaderede. Den lagde sig i bunker så store, at man skulle tro, den havde planer om at overtage hele kvarteret. Og midt i alt det hvide kaos stod Jens og jeg og byggede en sneborg, der var så massiv, at den burde have haft egen borgmester. Borgen stod strategisk placeret et par meter fra havelågen, lige ud til det store lyskryds. Det var som at have en militærbase med udsigt. Vi kunne se alt. Og alle. Og alle kunne — desværre for dem — ikke se os.

Vi stod der bag muren som to små generaler i en meget useriøs hær. Og hver gang nogen kom forbi, fik de en lille hilsen. Ikke noget ondt. Bare sådan en “goddag og velkommen til vores vinterunivers”-snebold. Nogle blev forskrækkede. Nogle blev sure. Nogle blev forvirrede. Men ingen blev tørre. Og som altid gik der ikke længe, før vi hørte den velkendte lyd: knirk… knirk…
Det var Ingvard, der kom ud og sagde sin klassiske replik:
“Stop med det I har gang i.”

Vi stoppede selvfølgelig. I cirka 14 sekunder. Efter aftensmaden gik vi ud igen. Sneen væltede ned, og der var næsten ingen trafik. Det hele var så stille, at man kunne høre snefnuggene lande. Det var som en scene fra en julefilm… lige indtil:

bruuuum… bruuuuum…
En knallert nærmede sig. Langsomt. Meget langsomt. Føreren sad med benene ud til siden som en stork, der prøvede at lande på en glat sø. Han kørte forbi os uden at ane noget. Vi stod helt stille. Artige som to engle lavet af sne. 

Fristelsen blev for stor

Men så — da han havde ryggen til — skete det uundgåelige. Fristelsen blev for stor. Jens samlede en snebold op. En hård én. En kompakt én. En “den her er bygget til ballade”-én. Og så kastede han. Snebolden fløj gennem luften som en hvid ninja. Den havde retning. Den havde fart. Den havde mission. Aldrig siden, har jeg set nogen ramme sååååå perfekt.  Snebolden ramte lige under kanten af hjelmen, altså direkte i nakken. Han fór sammen som en kat, der har sat sig på en tændt brødrister. Knallerten slingrede, hoppede, hostede og protesterede. Han fik stoppet den, vendte sig om og kiggede rundt. Han kunne ikke se os. Borgen skjulte os som to små, onde nisser. Men han vidste det. Han vidste det. Han vendte knallerten og kom tilbage mod lågen. Langsomt. Faretruende. Som en westernskurk i snevejr. Vi stod klar. Vi havde bygget et lager af snebolde, der kunne have forsvaret en mindre nation. Da han lagde hånden på lågen, åbnede vi ild.

FUMP! FUMP! FUMP!
Snebolde regnede ned over ham som en meget lokal snestorm. Han råbte. Han bandede. Han prøvede at starte knallerten. Den sagde bare:
“Næh.”

Så trak han den væk, mens vi fortsatte bombardementet. Snebolde ramte ham i nakken, på ryggen, på hjelmen. Han lignede til sidst en snefigur, der var blevet vækket alt for tidligt. Han opgav at starte knallerten igen og trak væk. Da vi kom ind, stod Ingvard i døren.
“Hvad var det, jeg hørte?” sagde han. Vi trak på skuldrene.
“Det ved vi ikke noget om.” Og udenfor dalede sneen stille ned, som om den prøvede at dække over alle sporene efter vores lille vinterkrig.