Kapitel 11: Bo’s playmobil.

Det var en dejlig sommerdag, og jeg var gået ind til byen for at kigge efter tegneserier i byens antikvarboghandel. På vej hjem går jeg forbi en sportsbutik, hvor ruden er smadret, og en glarmester står og bander over sit liv. Bag ruden står et luftgevær til ingen penge. Det har et par skrammer, men det gør bare, at det ser mere farligt ud. Som et våben, der har set ting. Jeg tænker: Det der… det skal jeg eje.

Geværet i garagen

Da jeg kommer hjem, gemmer jeg geværet i garagen, for Jens’ mor var så meget imod våben, at hun ville have konfiskeret en vandpistol, hvis hun så den. Jeg fortæller det til Jens. Hans øjne lyser op som en hund, der ser en leverpostejmad. “Ejjj, den må vi prøve! Har du hagl?” Mig: “Hvad tror du selv? Jeg har alm. hagl, spidshagl, pilehagl og målskiver. Jeg mangler kun uniform og rang.” Vi skal bare finde et sted, hvor mor og far ikke opdager noget. Jeg foreslår kælderen. Den er så stor, at man kunne gemme en mindre hær dernede.

Skydebanen åbner

Vi sniger geværet ned i kælderen som to amatørsoldater på en mission.
Vi stiller gamle dåser op og skyder løs i en halv time, indtil vi løber tør for mål. Jens siger: “Jeg henter lige Bo’s Playmobil.” Bo er Jens’ lillebror. Han er ikke hjemme. Hans figurer er. Jens kommer tilbage med en håndfuld figurer, som vi stiller op på række.
De eksploderer i farverige plastikstumper, hver gang vi rammer dem.
Det er som at se en meget lille, meget billig actionfilm. Efter fem minutter er der ikke flere figurer tilbage.
Så vi går op på Bo’s værelse igen. På vej ned i kælderen siger Ingvard:
“I laver vel ikke unoder?” Vi svarer i kor: “Nej da! Vi er søde og rare!” Det var vi ikke.

Opdaget – næsten

Vi står og skyder Bo’s figurer i atomer, da vi hører den velkendte brølen: “HVA’ LAVER I NUUUU?!” Det er svært at lyve, når man står med et gevær i hånden, og gulvet ligner en Playmobil-massakre. Men i stedet for at skælde ud siger Ingvard: “Det ser godt ud, det gevær. Jeg skal også lige prøve.”

Jens: “Vi har ikke flere figurer.” Ingvard: “Jooo, jeg ved, han har en hel pose i den midterste skuffe. Hent den bare. Han leger jo ikke med dem mere.” Så nu står vi tre generationer af idioter og skyder Playmobil i stumper og stykker. Det er næsten rørende.

Aftensmaden dagen efter

Dagen efter sidder vi og spiser, da Bo siger: “Mor… jeg kan ikke finde mine Playmobil-figurer.” Ingvard svarer:
“Du roder på dit værelse. Gå op og ryd op, så finder du dem nok.”

Det gjorde han ikke. Så vi begyndte at tage hans modelskibe i stedet. På et tidspunkt kommer Bo hen til mig og spørger: “Kender du noget til, at mine ting forsvinder?” Jeg siger: “Det kender jeg da ikke det fjerneste til. Hvad tror du om mig?” Han nikker. Han tror på mig.
Det burde han ikke.

Til historien hører, at Bo var bange for at gå i kælderen.
Den var mørk, stor og skummel.
Og Jens og jeg havde engang forskrækket ham dernede, da han skulle hente noget i fryseren.

Det var Jens, der lokkede mig.
Naturligvis.