Kapitel 12: Fælden.

Det var en kæmpe have, vi boede op ad. Altså… sådan en have, hvor man tænker: “Hvem har dog brug for så stor en have? Skal I holde festival eller hvad?” Nederst stod der frugttræer i alle retninger. Æbler, pærer, blommer. Jens og jeg sad tit dernede og guffede løs, som to små selvstændige frugtforretninger uden skattekontrol.

En lørdag formiddag opdager jeg så, at der går nogle meget mistænkelige spor fra et lille hul i hækken og direkte hen til frugttræerne. Og det hul… det gik ind til familien Hansen. Så tænker vi selvfølgelig: “Aha! Fru Hansen… den gamle frugtninja… hun har været på rov!”

Og som de artige, moralsk overlegne drenge vi var, beslutter vi os for, at nu skal der sættes en stopper for den slags uhyrligheder. Vi taler jo om organiseret frugtkriminalitet her. Men så begynder det at regne, og så stopper vi planlægningen, for vi var jo ikke idioter.

Senere på dagen bliver det tørvejr igen, og vi smutter ud i haven. Jorden var blød som en overkogt kartoffelmos, for haven lå i et hul, hvor alt vand i hele Danmark åbenbart havde besluttet sig for at flytte ind.

Fælden

Vi beslutter os for at lave en fælde. En seriøs fælde. To jernrør i jorden, en tynd snor imellem — og så smører vi hele skidtet ind i mudder, så det er lige så usynligt som en ninja i sort tøj i et mørkt rum med slukket lys.

Søndag morgen, efter morgenmaden, går vi ned for at tjekke fælden. Og hold nu op… der var spor.

Fodspor fra hækken hen til snoren. Og på den anden side? Et kæmpe, tydeligt, fuldstændig uimodsigeligt aftryk af fru Hansen i mudderet. Man kunne nærmest se hendes sjæl have forladt kroppen i chok.

Det lignede, hun havde kæmpet for sit liv for at komme op igen. Som en ko, der er væltet og ikke kan finde ud af, hvilken vej der er op.

Vi var så stolte. Vi havde fanget hende. Den gemene frugttyv. Vi var ved at dø af grin ved tanken om, hvor meget mudder hun måtte have slæbt ind i huset. Altså… vi var helte. I vores egne hoveder.

Så går vi op til Jens’ mor for at aflevere nyheden. Vi når kun at sige: “Fru Hansen og frugttræer—” Så afbryder hun os:

“Fru Hansen var her i forgårs og spurgte, om hun måtte tage lidt frugt. Det sagde jeg selvfølgelig ja til. Så I lader hende være i fred, drenge.”

… Der stod vi så. Som to idioter, der lige havde fanget en uskyldig pensionist i en mudderfælde.

Vi droppede praleri, gik ned i haven og fjernede fælden hurtigere, end man kan sige “erstatningskrav”. Og vi hørte aldrig mere til det.