Kapitel 13: Rotten.

Ingvards telefon ringer. Han tager den, og man kan se på hans ansigt, at det her… det bliver ikke en hyggelig eftermiddag med kaffe og småkager. Næ nej. Det er den dér lille rykning i øjenbrynet, der siger:

“Der er en rotte… en stor én.”
(Det sagde han faktisk ordret. Og det lød som om han læste op fra en gyserbog.) Og så spørger han – helt roligt, som om han spørger, om vi vil have en is: “Vil I med ud og se uhyret?”  Altså… HALLO?!
Det er jo som at spørge to drenge, om de vil med ud at se en UFO lande i baghaven. Selvfølgelig vil vi det. Da vi kommer frem, står beboeren udenfor og ligner en mand, der lige har set sin egen skygge true ham med en kniv. Han peger mod kælderdøren og siger: “Den løb derned… og den vendte sig om… og kiggede på mig.”

Kælderen

Vi går ned ad gangen. Lyset flimrer som i en dårlig skrækfilm fra 80’erne. Luften er fugtig. Ingvard deler skovle ud. Børge får den ene.
Hans hænder ryster så meget, at skovlen lyder som en tamburin.    “Jeg… jeg kan ikke lide rotter,” siger han. Nej, det havde vi godt fanget, Børge. Jeg hvisker til Ingvard: “Hva’ hvis vi… altså… for at hjælpe… skubber ham ind og låser døren?” Ingvard kigger på mig. Ikke vred.
Bare sådan… “det er virkeligt sjovt, det der”. “Det gør vi,” siger han.
Og så smiler han. Døren åbnes. Det knirker.
Mørket er tykt og skummelt. “Okay, alle sammen ind,” siger Ingvard. Børge går forrest. Selvfølgelig gør han det.
Og så – WHAM! – får han et skub, der kunne have sendt ham til OL i kuglestød. Døren smækker og vi fikser den så Børge ikke kan åbne den. Og så starter mareridtet (for Børge).

SCRATCH… SCRATCH…
Noget stort. Noget hurtigt. Noget der ikke burde være i en kælder.

Børge skriger. Så kommer lydene:

KLAP! KLONK! SMASK!

Vi står udenfor og råber opmuntrende ting som:

“Pas på, de kan springe på dig!”

“Rottebid er giftige!”

“Du klarer det, Børge!”

”Skynd dig lidt. Vi vil hjem igen.”                               

”Hvor svært kan det være?”

Vi var virkelig nogle gode venner.

Pludselig stopper alt.

Ingen skrig. Ingen slag. Ingen rottelyde. Bare… stilhed. Ingvard åbner døren. Langsomt. Der står Børge.
Helt hvid i hovedet. Øjne så store, at de kunne bruges som lommelygter. Han stammer:  “Jeg fik den vist.”

Og der ligger den. Rotten. Flad som en pandekage under hans skovl.

Efterspillet

På vej hjem siger Børge ikke ét ord. Han er forpustet og udkørt.

Og os? Vi tager naturligvis æren. Det var jo os, der “fangede” rotten. Siger vi til manden det ringede

Altså… teknisk set.