I huset hvor Jens og jeg boede, havde familien lejet et værelse ud til en fyr, der hed Carl Ågman. Og Carl… ja, Carl var ikke som andre. Han var lidt bagud på intelligenskontoen, og han var også en ordentlig kleppert. Men han var altid glad. Altid i godt humør. Sådan en type, der kunne træde på en rive og stadig sige: “Nå, det var da heldigt, den ikke ramte øjet.” Problemet var bare… Carl var nysgerrig. Meget nysgerrig. Når Jens og jeg sad oppe på værelset og lavede ting, vi absolut ALDRIG måtte — altså, næsten aldrig — så kom Carl brasende ind som en slags én‑mands PET‑styrke. Og hvis han så noget, der lignede ballade, så gik han direkte ned til Edel og sladrede. Han var som en levende alarmklokke med ben.

🎣 Fælden

Så vi tænkte: “Det her… det skal stoppes.” Men hvordan? Jens — selvfølgelig Jens — får den idé, at vi skal lave en fælde. En professionel fælde. Vi stiller en kasse med legoklodser op på et skab ude på gangen og trækker en tynd tråd ned på gulvet og over til væggen. Sådan en rigtig “Alene Hjemme”-løsning.

Planen var simpel: Carl går forbi → rammer tråden → kassen falder → vi hører det → vi når at skjule alt det, vi ikke må lave.

Og eftersom Carl ikke så særlig godt, var chancen for succes… lad os sige… ret høj. Vi sætter fælden op. Og fordi vi er så søde og rare, fortæller vi Bo om den. Det var jo ikke meningen, at han skulle blive offeret.

😬 Av av av

En dag sidder vi og planlægger en hævnaktion mod en, der hed Kaj — en, Jens gik i klasse med. Pludselig hører vi:

“AV! AV AV AV! AAAAAAV!” Efterfulgt af trampen, hyl og lyden af en mand, der fortryder alle sine livsvalg. Vi kigger ud i gangen, og der står stakkels Carl og hopper fra den ene fod til den anden, mens han forsøger at pille legoklodser ud af fødderne. Han lignede en flamingo.

🤔 Undren

Vi hjælper ham med at få fjernet de fleste klodser, og han humper ind på sit værelse for at pleje sine fødder. Edel har selvfølgelig hørt hele koncerten og kommer op for at se, hvad der foregår. Hun spørger os, hvad vi har lavet. Vi svarer helt uskyldigt: “Carl har vist væltet en kasse med Lego… og så er han kommet til at træde på dem.”

Hun kigger på os. Den dér “jeg ved godt, I lyver, men jeg kan ikke bevise det”-mine. Så går hun ind til Carl og ser på hans fødder. Der er mærker nok til at lave et helt stjernebillede. Heldigvis var han klar igen næste dag.

Det var måske lidt ondt af Jens at få den idé. Thi hi.