Kapitel 19: Gyser kælderen.

For mange år siden havde jeg en kæreste, der hed Iben. Sødt menneske, bevares — men hun havde nerverne siddende helt ude på cykelstyret. Vi havde aftalt, at hun skulle komme over og spise, og når jeg sad i min lejlighed, kunne jeg altid se hende på lang afstand, når hun kom cyklende. Hun havde nemlig fået sig en spritny cykel, og hun var sygeligt bange for, at nogen skulle stjæle den. Så hver gang hun kom, kørte hun den ned i kælderen og låste den inde. Og den kælder… altså, det var ikke bare en kælder. Det var sådan en skummel, mørk, “her‑bor‑der‑mindst‑én‑seriemorder”-kælder. En lang gang, sidegange til begge sider, og halvdelen af lamperne virkede ikke. Rummet hun brugte, var sådan et gammelt, ubenyttet rum uden lås. Men det havde hun selvfølgelig selv en hængelås til. I lommen. Altid.

Tekoppeøjne

Og så får jeg den geniale idé — du ved, sådan en idé, der føles sjov lige indtil man udfører den. Jeg tænker: “Jeg forskrækker hende lige. Bare lidt. Bare sådan en lille bøh.” Så jeg spurter ned i kælderen, hopper ind i rummet og lukker døren bag mig. Jeg ved, hun ikke opdager mig — hun har alt for travlt med at kigge efter cykeltyve, rotter og dæmoner. Et par minutter senere hører jeg hende låse yderdøren op. Hun åbner døren til rummet, og hun når lige at trække vejret ind, før jeg springer frem, tager fat i hendes arme og råber: “WHAAAAA!”

Hun bliver fuldstændig slap. Øjnene bliver gigantiske — sådan nogle tekoppeøjne, der siger: “Jeg dør nu.” Hun bliver helt kridhvid og skriger, som om jeg har slået en dør ind med en motorsav.

Og jeg? Jeg står bare der og flækker af grin. Jeg kan slet ikke stoppe. Men hun syntes ikke, det var spor sjovt. Overhovedet. Hun blev så sur, at hun nægtede at lave aftensmad den aften. Det måtte jeg selv. Helt ærligt… kvinder, mand. Man laver én lille, uskyldig spøg, og så er man pludselig psykopaten i forholdet.