Kapitel 2: Raketter mod sygehuset.

Okay… så forestil dig det her: Jeg kommer i besiddelse af et bundt nytårsraketter. Ikke sådan nogle små fesne nogen, der siger “pffft”. Nej nej – vi snakker et bundt, der ser ud som om det er købt af en mand, der enten skal fejre nytår… eller starte en mindre krig.

Jeg viser dem til Jens. Hans øjne lyser op som en hund, der ser en grillpølse. “Skal vi ikke fyre et par stykker af?”

Det er jo et retorisk spørgsmål. Selvfølgelig skal vi det.

Hvor skal vi skyde fra?

Haven? NEJ! Naboerne sidder derude, og de bliver nervøse bare vi åbner en dør. De har jo oplevet ting… bål, røg, eksplosioner… du ved, almindelig barndom.

Så Jens siger: “Vi fyrer da bare en af ud ad vinduet.”

Som om det er det mest naturlige i verden. Og jeg siger: “Ja, selvfølgelig. Hvorfor ikke?”

Til historien hører, at lige på den anden side af jernbanen – som lå ca. 1 meter fra huset – lå Svendborg Sygehus. Der var ca. 100 meter derover.

Vi tænder den første raket og holder den ud ad vinduet. FWOOSH! Den flyver afsted som en vred hveps på steroider.

Og vi står bare og nikker: “Ja ja… det er meget fint… men vi kan gøre det bedre.”

Støvsugerrøret – Bazooka Edition

Jeg siger: “Hva’ hvis vi bruger støvsugerrøret… som en bazooka?”

Jens kigger på mig som om jeg lige har opfundet elektricitet. “JA MAND!”

Så jeg lægger støvsugerrøret på hans skulder som om han er en soldat i Vietnam. Vi stikker en raket i. Tænder lunten.

Og så: FWWWWOOOOOOOOSH!!!

Den flyver afsted med en lyd som en kat, der bliver suget gennem en støvsuger. Og den når sygehuset… uden problemer. Faktisk så meget uden problemer, at vi rammer alt andet end det, vi sigter efter.

Det er som at skyde med en banan. Den flyver, hvor den vil.

Vi opgraderer – tallerkenteknologi

Jeg siger: “Hva’ hvis vi holder en tallerken for enden af røret? Så får den mere fart på.” Det giver ingen mening. Men det virker.

Nu flyver raketterne afsted som missiler fra et russisk krigsskib. Og vi kan pludselig sigte.Det betyder, at vi går efter den samme altan på sygehuset. Igen og igen. Som to psykopater med pyroteknik. Inde på værelset er der så meget røg, at vi ikke kan se hinanden. Jeg leder efter raketter på gulvet ved at føle mig frem som en blind muldvarp.

Vi hoster. Vi griner. Vi er ved at dø. Men vi fortsætter.

Ingvard materialiserer sig i røgen

Pludselig bliver døren flået op. Vi kan ikke se noget – kun høre en stemme inde i tågen: “Hvad pokker foregår der her?!” Det er Ingvard. Han står i døråbningen og vi kan fornemme at han er vred

Vi giver det dumme svar: “Øh… ingenting.”

Han siger: “Jeg er ligeglad, stop med det I laver – møgunger!”

Og så forsvinder han igen som en ninja i tåge.

Sygehuset ringer – selvfølgelig

Sygehuset ringer til Ingvard. Det er altid den samme sætning: “Nielsen… det er galt med drengene IGEN!” De må have haft den på speed dial.

Vi kigger på hinanden. Der er stadig raketter tilbage. Og jeg siger: “De skal vel ikke gå til spilde?”

Jens bliver helt alvorlig: “NEJ! Skynd dig – vi skyder resten over på kiropraktoren. Han klagede jo over støvsugerposen!”

Så vi fyrer resten af i ét bundt. Over mod kiropraktoren. Som en hævn, ingen havde bedt om. Der kommer ingen klage. Måske var han blevet immun. Måske var han flygtet.

Efterspillet

Røglugten bliver hængende i dagevis. Jens kan ikke sove på værelset de første nætter. Jeg er ligeglad – det er jo ikke mit værelse.

Og sådan sluttede vores lille raketkampagne mod sundhedsvæsenet.