Kapitel 20: Cisternerne i København.

Andrea og jeg var på ferie i København, og vi skulle selvfølgelig lige besøge min kammerat Jesper. Han foreslog, at vi tog ned og så Cisternerne. Og altså… hvis man aldrig har været der, så forestil dig et sted, hvor nogen har tænkt: “Skal vi lave et museum?” og en anden har svaret: “Ja, lad os gøre det i en kælder, der ligner et sted, hvor man bliver myrdet.”

Cisternerne er sådan nogle gamle underjordiske vandtanke. Kæmpestore. Og fordi der ikke er ét eneste vindue, er der mørkt. Ikke sådan “dæmpet belysning”-mørkt. Nej nej. Sådan “jeg‑kan‑ikke‑se‑mine‑egne‑tæer”-mørkt. Hele gulvet er dækket af 20 cm vand, så man går rundt på gangbroer som en eller anden budget‑version af Indiana Jones.

Billetmanden siger: “I skal lige passe på, jeres øjne skal bruge 5–10 minutter på at vænne sig til mørket.” Og jeg tænker: “Slap nu af, jeg har da været i en kælder før.” Men nej. Selv efter 10 minutter gik jeg rundt som en fuld muldvarp. Jeg var ved at jokke ud over kanten flere gange, og det var kun fordi Andrea greb fat i mig, at jeg ikke tog en svømmetur.

Ekko

Ved indgangen fik vi at vide, at vi ikke måtte tale for højt, fordi der var et ekko på 34 sekunder. Fireogtredive! Det er jo ikke et ekko, det er en personlighed, der svarer igen.

Vi går rundt og ser de der farveskiftende installationer, og pludselig siger Jesper: “Jeg skal snart nyse, tror jeg.”

Og Andrea svarer: “Pas nu på, du ikke skræmmer nogen. Hi hi.”

Vi går lidt væk. Ikke at det hjælper. For så kommer der et nys, der lyder som om nogen har sprængt en kanon af i et kirkerum. ATJUUUUUUHHHHHH! Det runger. Det runger LÆNGE. Folk skriger. Børn begynder at græde. To ældre damer klamrer sig til hinanden som om Titanic synker igen. De bliver så forskrækkede, at de træder direkte ud i vandet og får våde sko. Det var kaos. Efter et par minutter falder der ro på, og vi går videre som om intet er hændt.

Arghhhhhh

De der børn, der var blevet forskrækkede, var nu blevet helt ustyrlige. De snakkede højt, løb rundt og ødelagde stemningen. Og så får jeg — selvfølgelig — en idé. En af de der idéer, hvor man tænker: “Det her bliver sjovt,” og bagefter: “Hvorfor er jeg sådan her?”

Jeg stiller mig helt tæt op ad en søjle. Jeg er nærmest usynlig. Pludselig kommer en af drengene rundt om hjørnet. Han kan godt fornemme, at der står nogen, men han kan ikke se mig. Han kigger langsomt op… og da vi får øjenkontakt, knurrer jeg sådan helt rallende og bøjer mig ned mod ham.

Jeg kunne se hans øjne blive dobbelt størrelse, selv i mørket. Og så kom der sådan en lille pibelyd ud af ham — som en ballon, der mister modet — og så løb han direkte over til sin mor, og så var de ellers ude af Cisternerne i en fart.

Vi gik også ud kort tid efter.