Kapitel 21: Rulletrappen i Citti Grossmarkt.

Jesper og mig… vi havde fået den der geniale idé, du ved, hvor man kigger på hinanden og tænker: “Skal vi ikke bare…?” Så ja — vi skulle til Tyskland. Billig cola, slik, alt det der man egentlig ikke mangler, men som føles som et kup, bare fordi det er over grænsen.

Vi ender med at beslutte os for Citti Grossmarkt i Flensborg. Det er lidt som Bilka… hvis Bilka havde taget steroider og fået en fætter fra USA til at bygge en ekstra etage. Udvalget er helt gak. Man går rundt og tænker: “Hvorfor har vi ikke det her i Danmark? Hvad laver vi?”

Efter vi har fyldt vognen med ting, vi højst sandsynligt ikke burde spise, siger jeg til Jesper: “Jeg er sulten, mand.” Og han er sådan: “Ja, lad os få noget at æde.”

For at komme op til cafeteriet skal man op ad en rulletrappe. Indkøbsvognen lader man bare stå — det er Tyskland, der er styr på tingene… troede vi.

Der er propfyldt med mennesker. Jeg går foran Jesper, han står et par trin bag mig. Pludselig hvisker han: “Hop af trappen så snart du kan.” Og jeg tænker: “Hvad fanden har han nu gang i? Skal han til at lave en TikTok‑prank eller hvad?”

Jeg ser ham bukke sig ned for at binde snørebånd. Jeg tænker ikke mere over det, for vi nærmer os toppen. Og i det sekund jeg træder af… BANG! Et metallisk brag, som om nogen har smidt en container ned ad en metaltrappe.

Jeg vender mig om, og rulletrappen er gået i stå. Folk vælter som dominobrikker. Det er kaos. Der ligger mennesker oven på hinanden, nogen råber, nogen bander, nogen prøver at holde balancen som Bambi på glatis.

Jesper står ved siden af mig… og fniser. FNISER! Som en 12‑årig, der lige har pruttet i kirken.

Jeg siger: “Vi må hellere hjælpe dem op.” Men det viser sig, at tyskerne har styr på det. De rejser sig, børster støvet af og går videre som om intet er sket.

Vi sætter os i cafeteriet og kigger ned på kaosset. Folk må gå op ad trappen, og det er ikke alle, der er lige bygget til den slags.

Så siger Jesper pludselig: “Det var mig. Jeg trykkede på nødstoppet, da jeg lod som om, jeg bandt snørebånd.”

Og jeg sidder der med min schnitzel og tænker: “Du er simpelthen for meget, mand.”

Teknikerne kommer, fikser trappen, og alt er godt igen. Men jeg lover dig — jeg går aldrig foran Jesper på en rulletrappe igen