Kapitel 22: Flyvende hundelort.

Det er lørdag eftermiddag, og Jens’ familie har fået gæster. Sådan nogle “vi kommer lige til kaffe og bliver hængende til klokken 21”-typer. Du ved… folk der kan snakke om ingenting i fem timer uden at trække vejret. Jens og jeg sidder og kigger på hinanden som to fanger, der planlægger flugt. Til sidst siger vi: “Vi går lige ud i haven… og laver… øh… rydder op.” Ja ja. Rydde op. Vi var jo artige søde drenge. I hvert fald hvis man spørger nogen, der aldrig har mødt os.

🐕💩 KÆMPE hundelort

Vi ender ude ved vejen, står og glor på bilerne… og så ser jeg den. En KÆMPE hundelort. Altså… ikke sådan en lille “ups, den var blød i maven”-en. Nej nej. Det her var en familiepakke. Jeg siger til Jens: “Skal vi ikke lige fjerne den? Inden nogen glider i den og dør af skam?”

Jens: “Jeg henter en skovl og så smider vi den bare ind til naboen. ”Mig: “NEJ! Det er da noget griseri. Vi sprænger den væk.” Og så hiver jeg et kanonslag op af lommen som om det er det mest naturlige i verden. Jens’ øjne lyser op: “Åh ja… selvfølgelig. Spræng lorten væk. Miljøvenligt.”

🚗 “Hvad med gæsternes bil?”

Gæsternes bil står to meter væk. En rød Toyota. Jens siger: “Hvad nu hvis der sker noget?” Jeg siger: “Tja… så sker der jo noget.” Og så stikker jeg kanonslaget ned i lorten som om jeg planter et træ. Jens tænder lunten. Vi løber. Professionelt. Som to mænd, der har prøvet det her før. (Det havde vi.)

💥 BUUUUUM – og så regner det

Vi står i garagen og venter. Jeg når lige at sige: “Nu er det jo ikke så godt hvis der kommer nogen cyklende—”

BOOOOOOM!

Det ringer for ørerne. Og så kommer lyden… Som om nogen hælder en spand vindruer ud over taget. Bare… det var ikke vindruer. Det var hundelort. I frit fald. Fra himlen.

🚪 Ingvard ankommer

Pludselig går døren op, og Ingvard står der og smågriner: “Var det jer der sprang noget?? Ellen blev så forskrækket, at hun tabte sin kaffekop!” Han står og griner. Vi svarer: ”Næ- næ. Vi står bare her og øhhh… laver ingenting. Vi er uskyldig”. Ingvard svare med et smil: ”Ja ja det har jeg vist hørt før.”

🐞 Mariehøne‑Toyotaen

Vi går ud for at inspicere skaden. Der er intet tilbage af lorten. Kun en bar plet i græsset, som om nogen har fjernet et bevis. Men så siger Jens: “OHHHH – prøv lige at se deres bil!” Den røde Toyota… Den ligner en mariehøne. Rød bil. Sorte prikker. Og en duft, der kunne slå en voksen mand ihjel.

🚿 Bilvask x 2

Gæsterne opdager ingenting. Det er blevet mørkt, og de kører hjem i lykkelig uvidenhed. Næste dag ringer Ellen og brokker sig over, at bilen er smurt ind i lort. Hun tror, det er sket, fordi de kørte bag en gyllevogn.

Der skulle to bilvaske til. To.

Jeg siger det bare: Det er ikke alle, der kan lave kunst, der kræver dobbelt bilvask.