Kapitel 23: Babyalarm.

I årevis har jeg været på sommerlejr. Og ja… det er da sket en enkelt gang (eller… måske lidt flere), at jeg er blevet lokket ud i en narrestreg. Da min datter var baby, købte jeg sådan en babyalarm. Ikke en af de små nuttede nogen — nej nej, en avanceret en, hvor man kunne snakke både til og fra. Som walkie‑talkie for forældre med for meget tid.

Nede på drengeværelset var der som altid kaos. De snakkede, som om de blev betalt for det. Lone prøvede at skabe ro, men det var som at bede en flok måger om at holde kæft under en fiskefestival.

Vi voksne sad i stuen, da Jesper pludselig siger: ”Hey Allan… lad os lægge babyalarmen ned på drengeværelset og lave lidt sjov.” Jeg kigger på ham: ”Ejjjj, det lyder ondt. Tror du ikke, de bliver bange?” Jesper: ”Jo. Det er jo hele pointen. Så holder de kæft og sover.”

Alarm placeret. Mission: Idioti.

Jeg lister ned, gemmer babyalarmen under Sebastians seng, og drengene opdager intet. Jeg smutter op igen, og hele stuen sidder klar som om vi skal se finale i X‑Factor. Drengene snakker løs. Jesper tager radioen, sætter sin bedste døende dæmon‑stemme på og siger: ”Sebaaastian… Sebaaastian…” Der bliver stille. Så stille, at man næsten kan høre deres sjæle forlade kroppen. Det var noget andet oppe i stuen.

Vi voksne er ved at dø af grin.

Jeg tager radioen og siger med en blanding af hæshed og helium: ”Sebastian… vi ved, du kan høre os…” Så eksploderer værelset i panik. Sebastian: ”Ku‑ku‑kunne I høre det?! Der er nogen under min seng!” De andre: ”JAAA! Vi skal IKKE ned og kigge! Aldrig i livet!”

Og så kommer Lone.

Vi hører hende næsten ikke, fordi vi er ved at få latterkrampe, men hun stormer ind: ”Kan I så stoppe det snakken og få noget søvn!” Drengene: ”Lone! Der er nogen under Sebastians seng! De snakker til os!” Lone: ”Vrøvl! Sov!” Og så går hun igen, helt overbevist om, at børn bare er dumme.

Men festen er ikke slut.

Jeg tager radioen: ”Nååå Sebastian… du sladrer. Sæt lige dine fødder på gulvet, så jeg kan få et lille bid… hæ hæ hæ…” Drengene: ”NEJ! DU MÅ IKKE STÅ OP!!”

Jeg tænker: okay, nu stopper vi. ”Sebastian, kom op i stuen og hjælp med morgenmaden.” Han svarer: ”Det lyder altså som dig, Allan…” Og jeg bryder sammen af grin.

Heyyyyy!

Pludselig står hele drengeflokken i døren. De har åbenbart overvundet frygten for monsteret og ser nu bare… rasende ud. Vi voksne er ved at dø af grin. Drengene? Ikke så meget.

Jeg går med dem ned og fjerner babyalarmen, så de kan få normale forhold igen — og så vi voksne kan trække vejret efter at have grinet os halvt ihjel.