Kapitel 25: Rundstykker med ben.

Der er ting, man forventer på langfart: Storme. Søsyge. Mænd der lugter som om de har været i karantæne i 100 år. Men rundstykker med ben… Den havde jeg ikke lige forestillet mig. Jeg sidder der en morgen, helt fredeligt, og gnasker et par rundstykker. Solen står op, skibet gynger, alt er fint. Så kigger jeg over på fadet… og tænker: “Det der… det ser suspekt ud.” Jeg tager et rundstykke op. Kigger på det. Og birkesene… de står ud i alle retninger. Som om rundstykket har besluttet sig for at gro et overskæg. Et dårligt et. Jeg vender det om. Og så ser jeg det. BEN. Små, tynde, kradsende ben, der stikker ud som om rundstykket er i gang med at kravle væk fra mig. Jeg tænker: “NEJ. NEJ NEJ NEJ. Det her sker ikke. Jeg sidder ikke og spiser et dyr forklædt som morgenbrød.” Jeg råber: “HOVMESTER! Dine rundstykker har ben!” Han kommer ind, helt rolig, som om jeg bare har spurgt, hvor sukkeret står. “Hvad mener du?” Jeg rækker ham rundstykket. Han kigger. Hans ansigt laver den der “jeg har lige set min egen dødsdom”‑mine. “Hold da fest… de HAR ben.” Så spurter vi ud på lageret. Han flår posen med birkes ned. Åbner den. Og så… Så bliver verden stille. Posen bevæger sig. Indholdet er levende. Det ligner en fest for små dyr, der har besluttet sig for at kolonisere alt, hvad der nogensinde har været i nærheden af en bager.

Hovmesteren står og stirrer ned i posen som en mand, der lige har indset, at hans livsvalg har været en fejl. “Det… det har jeg ikke set,” siger han. Nej. Det har du ikke, makker. Men ovnen har. Den har stegt dem. Eller… næsten. For nu ligger deres små ben og skaller bagt ind i rundstykkerne som en slags protein‑overraskelse. Jeg kigger ned på det rundstykke, jeg allerede har taget en bid af. Det kigger tilbage.

Uhhhmmm… lækkert.