Kapitel 27: Trompet / tog horn.

Der er børn, der spiller musik. Og så er der Jens… der spiller trompet, som om han prøver at kommunikere med rumvæsner.

Helt præcist var det en kornet. Det lyder som noget, man burde kunne spise, men nej — det er et instrument, der kan få selv døve naboer til at overveje flytning.

Hver gang han øvede, råbte hans forældre: “Jens! Luk vinduet! Naboerne bliver nervøse!” Som om naboerne ikke i forvejen gik rundt og troede, at huset var en slags hemmelig militærbase. De var ALTID nervøse, når de så/hørte Jens & mig. Fair nok… huset lå midt i et lyskryds, klistret op ad en jernbaneoverskæring. Toget kom så tæt på, at man kunne røre det med et kosteskaft. Ikke at vi NOGENSINDE kunne finde på sådan noget. Vi var jo søde, artige drenge. For det meste.

BÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅTTTTT!

Hver fredag kom folk slæbende hjem fra supermarkedet med poser fyldt til bristepunktet. Og hver fredag stod Jens og jeg i vinduet og gloede. Ikke noget med at smide ting ud eller råbe. Bare… observere. Vi lagde mærke til én ting: Ingen — og jeg mener INGEN — kiggede sig for, når de gik over skinnerne. Jens siger: “Skal vi ikke opdrage dem lidt?” Og jeg tænker: “Det her bliver dumt.” Men jeg siger selvfølgelig: “Hvad har du i tankerne, professor kaos?”

Jens: “Når de træder på den første skinne… så giver jeg et ordentligt blæs i trompeten.” Mig: “Du kan da ikke skræmme livet af folk?” Jens: “Kan jeg ikke? Watch me.”

Han finder trompeten frem. Vi lægger os på lur. Det er som at være i en naturdokumentar, bare med mennesker som byttedyr. Første offer: En ældre dame med poser i begge hænder. Hun træder på skinnen. Jens: BWAAAAAAAAAAAAAAT!! Damen flyver nærmest op i luften. Arme i vejret, skrig, panik — hele pakken. Hun spurter over skinnerne som en OL‑deltager, der har glemt at tage sin medicin. Og så stopper hun op og kigger rundt: “Men… der er jo ikke noget tog?” Jens og jeg ligger på gulvet og hyperventilerer af grin. Næste offer: Samme koncept. Poser i begge hænder. Jens blæser. Damen skriger. Men denne gang giver poserne op. Bunden ryger ud, og alle varerne eksploderer ud over fortovet som et discount‑fyrværkeri. Hun står og drejer rundt som en GPS, der har mistet signalet. Vi overvejer at hjælpe. Men vi kan ikke. Vi er lammet af latterkramper. Sådan fortsætter det. 10–12 mennesker. Alle sammen lige chokerede. Alle sammen lige forvirrede. Og os? Vi er ved at dø af grin. Pludselig knirker trappen. Det er Ingvard. Manden, der kunne mærke når vi lavede narrestreger. Vi smækker vinduet i og lader som om Jens øver. Han sidder med trompeten og puster sådan helt uskyldigt, som om han spiller i kirkens børnekor.

Ingvard flår døren op: “ER I UDE PÅ AT SKRÆMME LIVET AF FOLK? STOP DET DER!” Vi: “Nej nej, Jens øver bare. Han er meget pligtopfyldende.”

Ingvard kigger på os, som om han overvejer at ringe efter en eksorcist. Han tror os selvfølgelig ikke. Og helt ærligt… Kan man bebrejde ham.