Kapitel 28: Brændende hundelort.

En lørdag eftermiddag sad hele familien og så tv… og når jeg siger “så tv”, så mener jeg: vi sad og ventede på at dø af kedsomhed. Der var fire kanaler. FIRE. Det var som at vælge mellem at blive kvalt i en pude eller drukne i en spand lunkent saftevand. Jens og jeg kigger på hinanden. Det er det dér blik, hvor man ved: Hvis vi bliver siddende, ender vi som grøntsager. Så vi laver den klassiske: “Vi går lige ud og rydder op i haven.” Ja ja, selvfølgelig gør vi det. Vi har aldrig ryddet op i noget som helst, der ikke var en pose chips. Ude i forhaven ligger der papirposer, busbilletter og så meget hundelort, at man skulle tro, der havde været Roskildefestival for blinde labradorer. Vi går og river sammen, og så får Jens det dér blik, “jeg har en idé, og du får det hårdt. “Skal vi ikke lave en lille spøg med Børge?”  Børge bor lige overfor. Perfekt afstand til ballade. Uheldigt for ham. Fantastisk for os. Vi fylder en stor papirpose med hundelort. Ikke bare lidt. Nej nej, vi taler familiepakke. XXL. “Nu med ekstra aroma.” Vi snegler os over vejen som to ninjaer, der har spist for meget lasagne. Lægger posen på trappen. Jens tænder ild i hjørnet. Jeg ringer på. Og så løber vi tilbage og kaster os bag hækken som to overvægtige spioner, der ikke har øvet sig siden 1978. Døren går op. Børge står og glor på posen som om han prøver at regne ud, om det er en gave eller en bombe. Og så — helt pr. refleks — tramper han på den. HÅRDT. Det skulle han ikke have gjort. Posen eksploderer som en brun håndgranat. Lort flyver til alle sider. Ind i huset. På væggene. På Børge. Ilden vil ikke dø, så Børge begynder at danse rundt på posen som en mand, der har fået stød i begge fødder og samtidig prøver at vinde Vild med Dans. Hver gang han tramper, siger posen: SPLAT! Som om den har sin egen rytme. Til sidst går ilden ud. Men Børge går — i sine lorteindsmurte sko — direkte ind i huset igen. Som om han tænker: “Det her skal da med ind i stuen.” Vi hører hans kone skrige: “ADDDDDDER!!!” Og vi ligger der bag hækken og er ved at dø af grin. Sådan helt lydløst, fordi vi ikke kan få vejret.