Kapitel 29: Flyvende sukkerknald.

Der er steder, hvor man forventer ro, orden og fromhed. Jens og jeg sad og kedede os ihjel til et sangerstævne med 50 mennesker. Vi havde øvet sange i over en time. En time. Det er længe, når man kun kan tre toner og resten er gætteri. Så blev der råbt: “KAFFEPAUSE!” Og hele flokken marcherede ned i kælderen som en hær af koffein‑afhængige zombier. Der var dækket op med kopper, småkager, boller og teskeer. Jens og jeg satte os bagerst. Selvfølgelig bagerst. Det er der, balladen bor. Efter 15 minutter begyndte kedsomheden at gnave i hjernen. Og når kedsomheden kommer… så kommer idéerne. De dumme idéer. De gode idéer. De dumt‑gode idéer. Jens — og jeg siger det lige igen: det var IKKE min idé — lægger en sukkerknald på en teske, balancerer den på hånden og siger: “Hvor mon den lander?” Og så SMASK! Han giver teskeen et slag, så sukkerknalden flyver op som en rumraket. Den rammer loftet. Ingen opdager noget. Jeg siger: “Hvis vi lige justerer lidt…” Jens retter teskeen ind. Jeg hamrer ned på den. Vi sætter os tilbage som to små englebørn, der aldrig har gjort noget værre end at bede bordbøn. Og så hører vi det. Et hyl. Sådan et hyl, hvor man ved: “Der er sket noget, der ikke kan gøres rent med en serviet.” Niels Andreasen sidder der. Hans kaffekop er eksploderet som en håndgranat i slowmotion. Kaffe over det hele. Hans hvide skjorte er nu sådan… brun‑batik‑agtig. Folk kigger på ham som om han selv har angrebet sin kop. Andre glor op i loftet som om Gud har sendt en besked i form af en sukkerknald. Og så er der Ingard. Jens’ far. Han kigger på os. Ikke vredt. Bare… sådan et blik der siger: “Jeg kan ikke bevise det… men jeg VED det.”

Og vi sidder der. Som to små helgener. Med sukkerknalds‑uskyld malet i hele ansigtet.

Ingen fandt nogensinde ud af, hvorfor kaffekoppen eksploderede. Men vi gjorde. Thi hi hi.