Kapitel 3: Svingdør i Bilka.

En varm sommerdag skal vi i Bilka igen. Denne gang har vi faktisk en god grund: Jeg skal købe tomme cd’er. Ja, det var dengang, man stadig brugte sådan nogen. Ved udgangen kommer vi til svingdøren. Ikke en almindelig svingdør. Nej nej. Det her er en færdiglavet narrestregsmaskine. Den er bygget sådan, at hvis du står stille i lommen, så kommer døren bagfra og rammer din fod. Og når den rammer din fod, stopper hele døren øjeblikkeligt. Og det betyder, at alle dem, der står foran… med snuden helt oppe i glasset… SMASKER direkte ind i ruden.

Vi står og venter. Vi er tålmodige. Vi er som to krokodiller i sumpen, der venter på et byttedyr. Og så kommer hun. En dame med en kæmpe vaffelis. Altså sådan en is, der er så stor, at man tænker: “Det der… det kan ikke være til hende alene.”

Hun har travlt. Hun går målrettet. Hun går ind i svingdøren. Og hun står helt oppe i glasset, som om hun prøver at kysse det. Jesper og jeg glider med ind i samme lomme. Vi er som to ninjaer. To meget fnisende ninjaer. Jesper får døren til at ramme hans fod. Diskret. Professionelt. Som om han har trænet til det. Og så sker det.

DØREN STOPPER. Damen opdager ingenting. Hun går bare fremad. Og så: SMASK!!! Hun planter hele sin vaffelis direkte i ruden. Og dermed også i sit eget ansigt. Det er som en flødeskumseksplosion. Hendes briller bliver bøjet som en papirklips. Hun står og blinker med øjnene, mens isen glider ned ad hendes kinder som en form for desserttårer.

Jesper og jeg står bagved og prøver at lade være med at dø af grin. Det går ikke godt. Hun står og siger: “Åh! Åh! Hvad skete der?!” Men hun kan ikke se noget. Hun ligner en snemand, der er ved at smelte.

Vi smutter ud ad døren som to rotter, der har stjålet en ost. Vi løber væk. Vi griner meget.