Kapitel 30: Bange Drenge.

Jeg havde engang en onkel, der hed Keld. Du ved, sådan en rigtig fynsk landmandstype med hænder så store, at man skulle tro, han kunne klemme en ko ud af eksistens bare ved at klappe den. Ham og konen Bodil havde et lille landbrug ovre på Fyn — Nørre Åby, selvfølgelig, hvor tiden står stille, og alle kender hinandens cykelstativer.

De havde sådan en 20 køer, 30-35 grise… ja, det var ikke et kæmpe landbrug, men nok til at lugten kunne slå en voksen mand i gulvet. Men Keld og Bodil var søde. Sådan helt absurd søde. Jeg har brugt mange sommerferier derovre, hvor jeg lærte alt om landlivet: stå tidligt op, fodre dyr, og forsøge ikke at træde i noget, der stadig var varmt.

En sommer havde jeg min kammerat Jesper med. Jesper kendte jo ikke de to gamle. Og der begynder problemerne.

Spark i ansigtet

For Keld havde haft en arbejdsulykke. En hest havde givet ham et los i ansigtet, så hans ene øje løb konstant, og han havde sådan nogle små trækninger i fjæset. Sygehuset sagde, at det ville gå over om en måned. Men lige nu lignede han en blanding af en sørgmodig pirat og en mand, der havde set noget, han ikke burde have set.

Jeg vidste det jo godt. Jesper gjorde ikke. Og… altså… jeg måske kom til at overdrive en lille smule i toget. Bare en anelse. Sådan… 40%. Jesper fik i hvert fald det indtryk, at Keld var en slags ond fynsk skovtrold, der levede af at spise børn og drikke kærnemælk direkte fra kartonen. Han mistede lidt lysten til ferien. Men hey — det var før mobiltelefoner, så han kunne ikke flygte.

Høloftet

Da vi ankommer til Nørre Åby station, står Bodil der som en fynsk solstråle og siger “Nååå, der er I jo!” Vi kommer ud på gården, og jeg stormer ind for at sige hej til Keld. Han ser… ja… lidt uhyggelig ud. Men han er jo stadig den samme kærlige mand, der kunne lave spegepølser, så englene sang.

Jesper derimod… han ser Keld og bliver helt stiv i kroppen. Keld rækker hånden frem og siger “Goddag.” Jesper nikker som en dreng, der lige har set sin første gyserfilm.

Under aftensmaden sidder Jesper og stirrer på Keld, som om han forventer, at han når som helst, vil hive en motorsav frem. Og Keld sidder bare der, stille og roligt, med øjet der løber, og tygger på sin ostemad som en mand, der har set ting.

Bodil siger: “I skal sove ovre på høloftet.” Perfekt. Intet siger tryghed som et mørkt loft fyldt med kors på væggene og lyden af dyr, der trækker vejret under én.

Lyn og torden

Vi kravler op ad stigen. Der er mørkt. Der er torden. Der er lyn. Jesper er allerede ved at skrive sit testamente i hovedet.

Pludselig siger han: “Der kommer nogen op ad stigen.” Og ganske rigtigt — stigen knirker. Det lyner. Korset på væggen lyser op som i en dårlig gyserfilm. Jesper hvisker: “Det er en tyv. Eller en morder. Eller… Keld.”

Jeg prøver at være modig, men min stemme lyder som en mus, der har fået en sok galt i halsen.

En hånd kommer op. En skygge rejser sig. En mand kommer hen imod os. Og så — som prikken over i’et — trækker han en KÆMPE kniv frem.

Jesper skriger som en 8-årig pige, der har tabt sin is.

Og så…

Lyset tændes.

Det er Keld. Med en spegepølse.

Han griner og siger: “Nååå, der blev I nok bange, PIGER! Vi ses til traktorkørsel i morgen. Sov godt, tøser!”

Og så går han ned igen, mens vi sidder tilbage og prøver at få vores sjæle tilbage i kroppen.

Resten af ferien var fantastisk. Traktor, dyr, spegepølser. Og Keld var slet ikke uhyggelig. Tværtimod.

Hvad Jesper ikke vidste var… Jeg havde aftalt det hele med Keld, mens Jesper bar kufferterne ind.

Ha. Ha. Ha.