Kapitel 31: Flyvende sovseskål.

Jens og jeg… vi har den dér lille hobby. Eller… “hobby”… det er mere sådan en livsstil, vi burde have afvænning for: at forskrække hinanden. Det er som om, vi begge to har en løs ledning i hjernen, der siger: “Hey, lad os lige give hinanden et mini‑traume i ny og næ.” Og det har skabt mange sjove situationer. Altså… sjove bagefter. I øjeblikket er det mest hjertestop og spontan anger. Så den her lørdag havde vi kørt den helt store forskrækkelses‑turné. Vi taler gadegøgl for idioter. Vi gik rundt i gågaden og råbte BØØØHHH! efter hinanden som to voksne mænd, der burde have været fjernet af myndighederne. Folk omkring os hoppede en halv meter. Da det så blev aftensmadstid, stod Jens og konen og hyggede i køkkenet. Og af grunde, jeg stadig ikke helt forstår — måske lavt blodsukker, måske ren dumhed — fik jeg idéen: “Nu skal Jens have én til!” Så jeg gemmer mig bag stuedøren som en ninja… hvis ninjaer havde dårlig impulskontrol og ingen respekt for møbler. Jeg hører Jens komme gående. Jeg springer frem og brøler:

“WHAAAAAA!”

Og Jens… han bliver hunderæd. Han fryser fuldstændig. Som en statue lavet af ren panik og dårlig timing. Det, jeg så ikke lige havde set, var… at manden bar på en skål varm sovs. Jens stopper brat. Sovseskålen gør ikke. Det hele går i slowmotion. Skålen letter som et lille rumskib på en selvmordsmission. Den svæver ind i stuen, elegant som en svane med diarré, og lander i sofaen med et splatt, der burde have haft undertekster. Og det svineri… føj. Det lignede, at en kæmpestor trold med maveproblemer havde haft et uheld i sofaen. Sovs overalt. Over. Alt. Jens og jeg er færdige af grin. Hans kone er det ikke. Heldigvis var det læder — ellers havde vi stået der endnu med en spartel og en bøn til højere magter.