Kapitel 35: Børges flagstang.

Børge var jo et af vores absolutte yndlingsofre. Ikke fordi han havde gjort os noget, men fordi hans hus lå perfekt placeret i forhold til Jens’ værelse. Vi kunne se ALT derovre uden selv at blive opdaget. Det var som at have vores egen lille overvågningscentral.

Det var en lørdag eftermiddag, og vi sad – som sædvanligt – og hamrede løs på computeren. Det må have larmet som et mindre savværk, for pludselig står Ingvard i døren og siger: “Nu har I siddet her hele dagen og ikke lavet en skid. Ud og lav noget fornuftigt! Det der computer spilleri er jo det rene tidsspild.”

Som de utroligt artige drenge vi var, adlød vi naturligvis straks. Vi gik ud i den enorme have for at lave noget “fornuftigt”. Det tog os cirka 14 sekunder at ende i garagen, hvor vi fandt en gigantisk svensknøgle. Jens – selvfølgelig Jens – fik straks en idé: “Tror du ikke den passer på Børges flagstang?”

Det skulle naturligvis testes. Og da Børge ikke var hjemme, var der jo ingen grund til at udskyde eksperimentet. Vi listede over i hans have og begyndte at skrue flagstangen af. Det gik overraskende nemt. Måske for nemt.

På vej tilbage mod hækken ser vi, at hans cykel står lænet op ad soklen. Jeg siger til Jens: “Jeg har det lidt skidt med det her… Skal vi ikke sætte flagstangen tilbage igen?”

Jens nikker – men med det der blik, der betyder: “Ja, men vi gør det på MIN måde.”

Så inden vi satte flagstangen på plads, lagde vi lige Børges cykel hen over soklen. Derefter satte vi flagstangen tilbage ovenpå cyklen. For at være sikre på, at skruerne sad ordentligt fast, foreslog Jens – naturligvis – superlim.

Som sagt, så gjort. Vi limede boltene fast, tørrede hænderne af i bukserne og forlod gerningsstedet som to små engle.

Da Børge kom hjem, lå vi klar i observationsposten. Han stod længe og stirrede på flagstangen, som om den prøvede at fortælle ham en gåde. Så forsøgte han at løfte cyklen fri. Det kunne han naturligvis ikke. Ha ha ha.

Han prøvede at lægge flagstangen ned, men boltene sad fast som om de var svejset. Efter lang tids kamp kom han over til Ingvard og lånte en lille metalsav. Ingvard spurgte, hvad han skulle bruge den til, og Børge forklarede situationen. Ingvard kiggede meget, meget mistænksomt over på Jens og mig.

Men Børge gik tilbage og savede cyklen over, så han kunne få den fri. Det var trods alt en gammel, rusten skrammelcykel – men hold nu op, hvor vi grinede.