Nå, men selvfølgelig har de den dér hund, Brune. En Labrador med appetit som en skraldevogn og dømmekraft som en brødrister. Hvis noget ligger på gulvet, så æder den det. Uden at tænke. Uden at tygge.

Vi sidder i sofaen og ser film, og Ingvard har lige åbnet sin pose Tyrkisk Peber. Og hvad gør hunden? Den stikker HELE hovedet ned i posen og sluger det hele i ét sug, som om den prøver at slå rekord i dumhed. Ingvard siger bare: “Nå… det kommer nok til at gøre ondt i maven.” Ja, det kan du tro.

Rumlen – og så går det galt

Efter en halv time ca. begynder hundens mave at lyde som en blanding af tordenvejr og dårlig samvittighed. Den prutter. Sådan nogle prutter, der burde kræve gasmaske. Jens siger: “Gad vide om den eksploderer?” Og så gør den det næsten. Hunden løfter hovedet… og tømmer sig. Uden at rejse sig. Uden at blinke. Bare åbner bagenden og lader det flyde ud som en væltet mælkekarton. Og selvfølgelig ligger den på et ryatæppe. Et tykt, sugende, håbløst ryatæppe, der suger alt til sig som en ond svamp. Vi siger ingenting. For den der taler først, skal gøre noget ved det. Og ingen af os vil røre det tæppe. Ikke engang med en skovl.

Operation: Fjern tæppet

Filmen slutter. Luften er giftig. Vi løfter tæppet som fire mænd, der bærer en radioaktiv bombe, og slæber det ud i haven. Planen er at vaske det med haveslangen. HA HA! Det er som at prøve at vaske en ulykke af historiebøgerne. Det hjælper ingenting. Så Jens og jeg får den samme idé: “Benzin.” Selvfølgelig. Det er jo vores standardløsning.

Brænding – og nabo Møller får røgen

Vi hælder benzin, som vi har ”lånt” fra Ingvards knallert, på tæppet og tænder. Det ryger som en plastikfabrik i brand. Det STINKER. Ubeskriveligt grimt. En blanding af brændt akryl, varm hundelort og ren ondskab. Røgen driver direkte ind til nabo Hansen. De har allerede lukket vinduerne, for de ved godt, at når vi kommer slæbende med et tæppe og benzin… så er det tid til at søge dækning.

Og jeg forstår dem fuldstændigt.

Røgen bliver tykkere og tykkere, og pludselig hører vi en hosten ovre fra hækken. Det er nabo Møller, der står og vifter med en grilltang som om han prøver at dirigere røgen væk.

“HVAD FOREGÅR DER NU?!” råber han, mens han hoster som en gammel traktor. Jens råber tilbage: “DET ER BARE ET TÆPPE!” Som om det forklarer alt. Møller svarer: “Det der er ikke et tæppe! Det er et miljøproblem!” Brune står ved siden af os og logrer, helt tilfreds, som om den tænker: “Sikke en dejlig dag, hva’ drenge?” Den prøver endda at gå tættere på bålet, som om den vil varme sig. Vi må nærmest skubbe den væk med albuerne.

Inde fra huset kan vi høre Ingvard råbe: “DET LUGTER HELT HERIND! HVAD LAVER I?!”

Vi råber i kor: “INGENTING! Blot lidt oprydning.”

Hvilket er løgn.