Vi boede i et hus, hvor der engang havde været en damefrisør. Og da hun flyttede, efterlod hun flere flamingohoveder. Sådan nogle, der ligner menneskehoveder nok til, at man burde ringe til politiet, hvis man ser dem i mørke.

Og hvad gør vi, når vi finder sådan noget? Smider dem ud? Gemmer dem væk?

Nej.

Vi tænker selvfølgelig: “Lad os gøre dem endnu mere uhyggelige!” Så vi tager en paryk og limer den fast. Derefter maler vi hovedet. Ikke pænt. Nej nej — blod, knogler, alt det der får folk til at sove dårligt i en uge. Og så står vi der med hvert vores hoved og kigger på hinanden.

Brune – vores ufrivillige medskyldige

Med hjælp fra lidt hundekiks får vi hunden til at bide i hovedet. Selvfølgelig gør vi det. Hvorfor skulle hunden slippe for vores galskab?

Den tager hovedet i munden og spurter ud i haven, og vi løber efter den og skriger som to gale mænd:

“ÅH NEJ! DU HAR SNUPPET GERDAS HOVED! POLITIET FINDER UD AF DET!”

Tilskuere – selvfølgelig er der tilskuere

Folk stopper op ude på fortovet. Selvfølgelig gør de det. Hvad skulle de ellers gøre, når de ser en hund løbe rundt med et “menneskehoved” i munden og to drenge, der skriger om mord?

Der står efterhånden en hel flok. De kigger ind i haven som om de prøver at finde ud af, om de skal ringe 112 eller hvad de skal gøre.

Og så taber hunden hovedet

Og hvad gør vi så?

Vi SPARKER det. Et ordentligt los. Så det flyver ned i haven som en fodbold lavet af ren ondskab.

Folk ude ved lågen ryster på hovedet. De vender sig om og går. Ikke hurtigt. Nej, sådan langsomt, som om de tænker:

“Det her… det vil vi ikke blandes ind i.”

Fodboldkampen

Og så begynder vi at spille fodbold med hovedet. Som om det er det mest naturlige i verden.

To drenge. Et flamingohoved. En hund. Og et publikum, der ryster på hovedet.

Vi kan næsten høre dem sige:

“De tossede drenge. Stakkels forældre. Lad os komme væk.”