Du kender det… nogle dage vågner man bare op og tænker: “Nu skal der ske noget.” Og selvfølgelig er det mig og Jesper, der ender midt i et eller andet projekt, vi ikke helt har tænkt igennem.

Jeg spørger ham: “Skal vi ikke køre en tur til Blåvand og hygge os lidt?” Og Jesper siger: “Ja da!” Som om han ikke aner, at det her allerede er begyndelsen på en katastrofe.

Spisetid

Vi går rundt i Blåvand og har det faktisk temmelig godt. Vi roder rundt i alle butikker. Altså… vi roder. Sådan noget hvor de ansatte står og kigger på os

som om de overvejer at trykke på en alarmknap under disken.

Men vi er da ligeglade. Duften af mad hænger i luften, og vores maver begynder at spille trommesolo. Så jeg siger til Jesper:

“Skal vi ikke finde et sted at spise?” Og Jesper siger: “Øh… jeg har ikke min pung med. Jeg skiftede bukser.” Selvfølgelig gjorde han det. Det er Jesper. Han kunne miste sin pung i et rum uden møbler.

Jeg siger: “Slap af, jeg giver.”

Vi finder et pizzeria midt på torvet. Sådan et sted hvor man kan sidde og kigge på folk, der går forbi og ligner statister i deres eget liv. Pizzaerne er gode. Alt er godt. Lige indtil jeg får en idé.

Er du klar?

Jeg siger til Jesper: “Jeg smutter lige på toilet.”

Og det gør jeg. Men da jeg kommer ud, går jeg direkte hen til kassen og siger: “Jeg vil gerne betale regningen.” Ekspedienten siger: “Jeg kommer lige om 2 minutter.” Og jeg siger: “Nej nej, jeg tager den nu.” Så jeg betaler. Helt stille og roligt. Som en ninja med dankort. Jeg går ud til Jesper, der sidder og nyder solen som en mand, der ikke aner, han er på vej ind i et psykologisk eksperiment. Jeg står bare og kigger på ham. Stille. Intenst.

Han siger: “Hvad er der?” Jeg siger: “Er du klar?” Han siger: “Til hvad?”

Og jeg begynder at trippe lidt, som om jeg skal tisse, mens jeg siger:    “Vi stikker af fra regningen. Jeg vil ikke betale.” Hi hi hi. Hans ansigt… Det er som at se en mand opdage, at han har glemt at tage bukser på i Netto. Ren panik. Og så løber jeg. Ud af restauranten. Som om jeg skylder penge til hele torvet.

Bag mig kan jeg høre Jesper: “Hvad… hvad sker der?!” Han prøver at rejse sig, men hænger fast i bordet. Han vælter en stol. Han vælter to stole. Han ligner en mand, der prøver at flygte fra et spøgelse, han selv har opfundet.

Til sidst kommer han løbende op til bilen. Helt forpustet. Helt rystet.

Og jeg står bare og griner.

Afsløringen

“Jeg har betalt regningen,” siger jeg. “Jeg ville bare se din reaktion.” Og det har vi grint af mange gange siden.

Altså… Jeg har. Thi hi hi.